Supernova

Forside

Planeterne Solen, Månen

Universet

Opbygning

Stjerner
-Magnetar
-Neutronstjerne
-Pulsar
-Supernova
-Variabel

-Nordstjernen
-Pistol-stjernen

Planeter
Andet
Rekorder

Astro-Quiz

Ordforklaring

Læg en besked i gæstebogen

Supernova

En supernova er en stjerne der dør i en kæmpe eksplosion, og dens lysudsendelse kan i dage eller uger overstråle hele den galaxe den befinder sig i, og udstråle mere energi end vores egen sol gør i hele sin levetid. Fra Jorden ses de tydeligste supernovaer som en stor, tydelig stjerne.

Alle stjerner omdanner lettere grundstoffer til tungere. Størstedelen af en ny stjerne består af brint, som bliver omdannet til helium. Når brinten er opbrugt, bliver heliummet omdannet til kulstof, og sådan fortsætter det indtil det til sidst når til jern og nikkel. Det kaldes fusion, og er den process der får stjernen til at lyse, da det frigiver en masse energi.

Stjernen kan ikke omdanne jern og nikkel yderligere, og fusionen går i stå. Da frigivelsen af energi fra stjernens indre er det der har holdt stjernens egen vægt oppe, kollapser den i løbet af få sekunder, og slynger sine yderste lag ud i rummet, som en eksplosion, med en hastighed på 10.000 km/sek. Det er det der kaldes en supernova. Under kollapset omdannes elektroner og protroner til neutroner pga. det enorme tryk. Tilbage efter eksplosionen er en neutronstjerne, som er stjernens kerne, omgivet af en sky af gasser som blev slynget ud i rummet under eksplosionen. Resterne af gamle observerede super novaer kan stadig ses med teleskoper i dag.

Astronomerne mener det kan være trykbølgen fra en supernova, der satte gang i dannelsen af vores solsystem for 4,6 mia. år siden. Billedet viser en stjerne der har kastet sine yderste lag af sig.

Det er kun stjerner der er tunge nok, der ender som supernovaer. En stjerne som Solen er ikke tung nok, og vil i stedet svulme op og blive en rød kæmpestjerne. Er stjernen der imod meget tung bliver den heller ikke til en supernova, men i stedet til et sort hul.

Da universet blev skabt i big bang dannedes helium og lithium ud af brint. Også beryllium og bor blev dannet der, men kun i meget små mængder. Stort set alt vi kender er dannet i en stjerne. Livet og planeterne består af stoffer som er dannet af stjerner, ved at brint er blevet fusioneret til tungere grundstoffer. Grundstoffer tungere end jern er først skabt i det stjernen er eksploderet som en supernova. Det er de sjældnere grundstoffer som fx guld.

Supernovaer er sjældne, og forekommer kun ca. en gang hvert 50. eller 100. år i vores galaxe, Mælkevejen, og støv og gas kan forhindre at den kan observeres fra Jorden. Men astronomer har gennem tiden studeret flere supernovaer i andre galaxer, og i dag opdages der et par hundrede om året.

Der findes forskellige typer af supernovaer. Den ene type starter som en hvid dværgstjerne, der roterer om en anden stjerne. Fordi stjernerne er så tæt på hinanden kan der overføres stof fra den anden stjerne til dværgstjernen, som derfor bliver tungere og tungere, og til sidst bliver ustabil, kollapser, og ender som en supernova. Den kaldes type 1. Den anden type starter som en stjerne der har over ca. 7 gange Solens masse, den kaldes type 2. Jo tungere en stjerne er, desto hurtigere har den opbrugt sit brændstof. Masseoverførsel fra kæmpestjerne til dværgstjerne

Tycho Brahes supernova En af de mest berømte supernovaer er fra år 1572, og befandt sig i Mælkevejen. Den observerede Tycho Brahe i stjernebilledet Cassiopeia. Den gang troede man at alt hvad der var længere væk end Månen var uforanderligt, og mange mente at supernovaen i virkeligheden var et fænomen i vores egen jords atmosfære. Men Tycho Brahe påviste at supernovaen var længere borte end Månen. Han kaldte den Stella Nova, det er latin hvor stella betyder stjerne og nova betyder ny. Han troede det var en stjerne der lige var blevet skabt. Den kunne ses med det blotte øje i 18 måneder, og i to uger kunne den ses i dagslys. I dag har den navnet SN 1572, men kaldes også Tycho Brahes supernova. Den ligger 7500 lysår fra Jorden, og er derfor eksploderet 7500 år før Tycho Brahe observerede den.

I 1054 blev en supernova opdaget af astronomer i Kina, i stjernebilledet Tyren. Den var synlig i næsten to år. Det er resterne fra den vi i dag kender som krabbetågen, eller SN 1054. Den ligger i Persiusarmen i Mælkevejen, 6300 lysår borte.

Keplers supernova En anden kendt supernova, SN 1604, blev opdaget i 1604 af Johannes Kepler, og kaldes også Keplers supernova. Den befandt sig i Mælkevejen 20.000 lysår borte, og kunne ses i stjernebilledet Ophiuchus.

Den mest lysstærke supernova i nyere tid var SN 1987A, som befandt sig 168.000 lysår væk. Den var synlig med det blotte øje i flere måneder i 1987, og befandt sig i galaxen Den Store Magellanske Sky.